Net- og bogcaféen fik en god start!

 Mandag den 9. marts havde vi hejst flagene for at markere åbningen af Net- og bogcaféen..

21 interesserede “grængeboere” var mødt op til den første cafédag i Grænge Beboerhus, og kl. 14.00 var borgmester John Brædder den første, der gik på nettet i beboerhuset. I dagens anledning havde vi sørget for, at alle kunne følge med på nettet via en projektor, der kastede skærmbilledet op på et lærred på væggen.

Selvfølgelig var vores hjemmeside det første, der kom på skærmen, og herefter aflagde vi besøg i “e-postkassen”. Formanden fortalte om formålet med caféen og udtrykte ønske om, at rigtig mange vil benytte tilbuddet  – der er åben hver mandag kl. 14.00 – 16.00. Herefter tog borgmesteren ordet for at lykønske med det nye tiltag, og han benyttede samtidig lejligheden til at fremhæve Grænges fortræffeligheder – især den gode togforbindelse! Vi skal huske at være stolte af Grænge – god omtale gør, at potentielle borgere bliver interesseret i at bo i Grænge!

Afslutningsvis kiggede vi på hjemmesiden www.fibia.dk/graenge og konstaterede, at der dags dato var 70, der har tilmeldt sig til at få fibernet – så mangler vi blot 57!

BOGCAFÉEN blev præsenteret af vores bibliotekar ( Jette Malmskov) – og hun fortalte, at der allerede står mange gode bøger i den nyanskaffede reol! Borgmesterens gave – 2 kogebøger med opskrifter fra Lolland-Falster, hvor de gode, lokale produkter er i centrum –  blev placeret i reolen, og borgmesteren var den første “låner” – han fik et historisk eksemplar af Karnows lovsamling!!

OG SÅ VAR DER KAFFE OG KRINGLE  – og snakken gik lystigt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *